Mavedansens oprindelse
Mavedansens oprindelse kan spores helt tilbage til Indien. Grupper af Ghawazee’s migrerede fra Indien og nordpå. Nogle endte i Spanien og andre i de arabiske lande. Her blev dansen influeret af lokale danse og over tid opstod mavedansen. Mavedansen er således flere 1.000 år gammel og er dybt rodfæstes i den arabiske kultur.

Kært barn ...
Mavedans - Orientalsk dans - Raks Sharki. Kært barn har mange navne.
I de arabiske lande kaldes dansen for “Raqs Sharki” – dansen fra Østen.
Ordet “mavedans” er en direkte oversættelse af det fransk “danse du ventre”, som opstod under Frankrigs okkupering af Cairo.
“Orientalsk dans” kan dække over flere forskellige danse fra Mellemøsten og Nordafrika, mens begrebet “mavedans” generelt beskriver den dansestil, der opstod i Cairo i 1920-1930.

Mavedansens guldalder
Perioden omkring 1940′erne kaldes for mavedansens guldalder, hvor kunstneriske idéer frit kunne udfolde sig – både dansere, musikere, sangere og komponister sprængte rammerne og flyttede dansen ud i nye retninger.
Mavedansen blev flyttet fra gaden og ind på natklubbernes scener. En af de mest populære var "Casino Opera", der blev drevet af Badiya Masabni. Udover natklubber optrådte mavedansere også i film og mange fik stjernestatus.
Nutidens dansere lader sig stadig inspirere af danserne fra denne periode.

Vestlig indflydelse
Det 2-delte kostume (bedlah) med bar mave og massevis af pallietter og stene, opstod under guldaldren – og er til dels influeret af vesterlændinges fantasi om 1001-nats eventyr.
I samme periode blev mavedansen også influeret af vestlige danse, bl.a. ballet, jazz og vals.
Ligeledes blev vestlige instrumenter - såsom violin og harmonika - introduceret og orkestrene blev større.
Stilarter
Idag bliver der danset Orientalsk mavedans over hele verden og inden hvert geografiske område har dansen sit eget særpræg; tyrkisk mavedans, egyptisk mavedans, græsk mavedans etc., i USA har man både en østkyst og en vestkyst stil.
Derudover er der en lang række egnsdanse med udspring i folkloren; Khaleegy fra Golf-staterne, Dabke fra Libanon m.fl., Simsimeya fra Suez Kanalen, Hagalla fra Egypten for blot at nævne nogle få.
Da emnet spænder vidt, beskrives her kort de tre mest anvendte genrer inden for den egyptiske mavedans:

Baladi
Baladi er en ældre stilart, der opstod i sidste århundrede blandt fattige landarbejder, der søgte til Cairo for arbejde.
Ordet baladi kan betyde “fra landet” og “mit land” og beskriver både musik- og dansestilen, som er tungere og lidt indadvendt.
Baladi danses ofte i en danse version af den traditionelle gallabiyya (ekstra pynt, finere stof).

Klassisk Raks Sharki
Klassisk Raqs Sharki opstod under guldalderen og har en tydelig indflydelse af bl.a. ballet.
Musikken er fremført af store orkestre og er ofte af længere varighed med musikalske variationer undervejs. Stilen er meget elegant og udtrykket varierer afhængig af musikkens stemning.
Dansere vil som regel danse i et to-delt kostume, Bedlah.

Shaabi
Shaabi er en nyere stilart, som er opstået blandt den almindelige egypter på gaden/diskoteket.
Der danses generelt til de populære pophits på den arabiske musikscene. Ordet "shaabi" betyder folk og stilen er munter og ikke forfinet.
Når der optrædes med Shaabi, er der mange muligheder - for eksempel at kombinere hverdagstøj med det orientalske kostume.
Kulturarven
Mavedansen har i dag spredt sig til hele verden. I sit oprindelsesområde (de arabiske lande) har de professionelle dansere trange kår, idet religiøse strømninger m.m. begrænser dem i at udføre deres erhverv. Mange vestlige dansere har derfor et ønske om at forstå og lære mere om kulturen omkring dansen, så de både kan bevare og videreføre denne gamle kunsform, indtil det atter bliver muligt for dansen at blomstre i sine oprindelseslande.